I denne vældige skare findes der mange mennesker fra tiden før syndfloden, da menneskene levede længe - mænd af høj vækst og en vældig begavelse, mænd, som lod sig forlede af faldne engle og brugte al deres dygtighed og viden til at ophøje sig selv, mænd, hvis vidunderlige kunstværker fik verden til at forgude deres geni, men hvis grusomhed og onde opfindelser, som besmittede Jorden og vansirede Guds billede, fik Herren til at udslette dem fra Jorden. Der er konger og generaler, som erobrede riger, modige mænd, som aldrig har tabt et slag, stolte, ærgerrige krigere, som fik nationer til at skælve, når de nærmede sig. De har ikke forandret sig i døden. Når de kommer op af graven, fortsætter deres tanker i de samme baner, som da de blev afbrudt. De drives af det samme ønske om at sejre, som tilskyndede dem, da de faldt. |