Jesus gjorde alt for at lindre enhver form for lidelse, han så. Han havde kun få penge at give, men tit nægtede han sig selv føden for at kunne hjælpe dem, der så ud til at trænge mere til den end han selv. Hans brødre følte, at hans indflydelse i højeste grad modvirkede deres egen. Han var i besiddelse af en taktfølelse, som ingen af dem ejede og heller ikke brød sig om at eje. Når de talte hårde ord til stakkels, fornedrede skabninger, var det netop dem, Jesus opsøgte og talte opmuntrende til. Han gav gerne de nødlidende et bæger koldt vand og overgav ganske stille sit eget måltid til dem. Medens han lindrede deres nød, satte de hans barmhjertige gerninger i forbindelse med de sandheder, han lærte, og derfor fæstnede disse sig i erindringen.