Vor Frelser glædede sig over et stille hjem og interesserede tilhørere. Han længtes efter menneskers venlighed, høflighed og kærlighed. De, som tog imod den himmelske belæring, han altid var rede til at give andre, blev rigt velsignede. Når skarerne fulgte Kristus hen over de store marker, levendegjorde han skønheden i naturens verden for dem. Han søgte at åbne deres øjne til at forstå, så de kunne se, hvordan Guds hånd opretholder verden. For at fremkalde påskønnelse af Guds godhed og gavmildhed henledte han sine tilhøreres opmærksomhed på den blidt faldende dug, de milde regnbyger og det klare solskin, der blev givet til alle, både onde og gode. Han ville, at mennesker mere fuldt og helt skulle forstå, hvilken omsorg Gud har for de menneskelige medhjælpere, han har skabt. Men skarerne var trægt opfattende, og i hjemmet i Betania fandt Kristus hvile efter den trættende strid med offentligheden. Under disse fortrolige sammenkomster åbenbarede han meget for sine tilhørere, som han ikke gjorde noget forsøg på at fortælle de store blandede forsamlinger. Han behøvede ikke at tale til sine venner i lignelser.