Væddekæmperne i fortidens lege var ikke engang sikre på sejren, selvom de havde underkastet sig selvfornægtelse og hård selvtugt. »Ved I ikke,« siger Paulus, »at de, der løber på væddeløbsbanen, ganske vist alle løber, men kun en får sejrsprisen?« Hvor ivrigt og alvorligt løberne end stræbte, så kunne sejrsprisen kun gives til en. Kun en hånd kunne gribe den attråede krans! Nogle kunne udfolde de største anstrengelser for at opnå prisen, men idet de strakte hånden ud for at gribe den, var der mulighed for, at en anden et øjeblik før havde grebet den.