Fåret er et af de mest frygtsomme og hjælpeløse af alle skabninger, og i østen er hyrdens omsorg for sin hjord utrættelig og uophørlig. I gamle dage fandtes der ligesom nu kun ringe sikkerhed uden for byerne, der var omgivet af mure. Røvere fra de omstrejfende grænsestammer, eller rovdyr, der lå på lur i deres skjulesteder i bjergene, ventede på at gå på rov blandt hjordene. Hyrden holdt vagt, vel vidende, at det var med fare for sit eget liv. Jakob, som vogtede Labans hjorde på græsgangene ved Karan, sagde, da han beskrev sit eget utrættelige arbejde: »Om dagen fortærede heden mig, om natten kulden, og mine øjne kendte ikke til søvn.« Og det var, medens drengen David ganske alene vogtede sin faders får, at han mødte løven og bjørnen og reddede det røvede lam fra deres tænder.