For Paulus var alle hans år med selvfornægtelse, afsavn, prøvelser, lidelser og forfølgelser kun som et øjeblik at regne. Nutidens hændelser var ikke nævneværdige i forhold til herlighedens evige betydning, som venter, når kampen her er forbi. Netop disse besværligheder var Guds redskaber til at fuldkommengøre den kristne karakter. Uden hensyn til den kristnes omstændigheder, om forsynets veje synes mørke og uforståelige, om man møder afsavn og lidelser, så kan den kristne se bort fra disse og hen imod det usynlige og det evige. Han kan hvile i den velsignede tryghed, at alle ting samvirker til det gode. . . .