Troen og håbet bævede under Kristi sjælekamp i dødens stund, fordi Gud havde fjernet den forvisning om velbehag og anerkendelse, som hans elskede Søn hidtil havde ejet. Verdens genløser forlod sig nu på de synlige beviser, der hidtil havde styrket ham, vidnesbyrdene om, at Faderen havde godkendt hans gerning og fundet behag i den. Idet han i sine dødskvaler opgiver sit dyrebare liv, har han kun troen at klynge sig til og må alene stole på ham, som det altid har været en glæde at adlyde. Der er ingen klare glimt af håb til opmuntring. Alt er indhyllet i trykkende mulm. |