Første Mosebog giver et ganske detaljeret billede af livsforholdene dengang, både for den enkelte og for samfundet som helhed, men vi finder ingen beretning om børn, der blev født blinde, døve, lamme, vanskabte eller åndssvage. Der er ingen eksempler på, at mennesker døde en naturlig død som spæde, som børn eller som unge. Der er ingen beretning om mænd og kvinder, der døde af sygdom. Mindeordene i Første Mosebog følger omtrent dette mønster: »Således blev hans (Adams) fulde levetid 930 år, og derpå døde han.« »Således blev Sets fulde levetid 912 år, og derpå døde han.« Andre optegnelser lyder: Han levede til han blev gammel og mæt af dage, og derpå døde han. At en søn døde før sin far, var så sjældent, at det nævnes specielt: »Haran døde i sin fader Thras levetid.« Haran var voksen og havde flere børn.