Kristus påtog sig den menneskelige natur. Han lagde sit kongelige skrud og sin krone til side, og steg ned fra æressædet i Himmelens høje sale. Ved at iklæde sin guddommelighed menneskelig natur favnede han hele slægten. Han står som menneskehedens hoved, ikke som en synder, men som en Frelser. Det er, fordi der hverken findes plet eller antydning af synd på hans guddommelige sjæl, at han kan stå som synderens garant. Fordi han er syndfri, kan han fjerne vore synder fra os, så vi står som Guds kære børn på ny, hvis vi tror på ham og stoler på ham som den, der er vor helliggørelse og retfærdighed. . . .