En tjener blev straks sendt med en privat skrivelse, der kaldte den romerske vagt til ypperstepræstens palads. Der blev de nøje forhørte. De gav en fuldstændig beretning om, hvad de havde været vidne til ved graven, nemlig, at en ærefrygt-indgydende engel var kommet fra himlen med et ansigt, der lyste ligesom lynet, og med klæder, hvide som sne; at jorden rystede og bævede, og at de blev aldeles lamslåede; at englen havde taget fat på den uhyre sten, der lå foran indgangen til graven, og havde væltet den bort, som om den var en ubetydelighed; at en skikkelse, omgivet af stor herlighed, var trådt ud fra graven; at et englekor havde fyldt himlen og jorden med jubel og frydesang, samt at de havde genvundet deres styrke, da lyset forsvandt, og sangen ophørte, og at de da mærkede, at graven var tom, og Jesu legeme ingen steder var at finde. — Genløsningen: Eller Kristi genopstandelse; og hans himmelfart, sektion 6, 14, 15.