Når det er nødvendigt for forældrene at give en direkte befaling, bør straf ved ulydighed være lige så uforanderlig som en naturlov. Børn, som er underlagt denne faste, bestemte regel, ved, at når noget er dem forbudt eller nægtet, vil hverken plageri eller kunster fremme deres sag. De lærer derfor hurtigt at bøje sig og er langt lykkeligere ved dette. Børn af svage, eftergivende forældre nærer altid håb om, at overtalelse, gråd eller stædighed kan fremme deres sag, eller at de kan tillade sig at være ulydige uden at blive straffet. Således holdes de i en begærlig, forhåbningsfuld og usikker tilstand, der gør dem rastløse, irritable og opsætsige. Gud regner sådanne forældre skyldige i at have tilintetgjort deres børns lykke, Denne onde vanrøgt er den vigtigste grund til tusinders forstokkethed og irreligiøsitet. Den har vist sig ødelæggende for mange, som har bekendt sig til Kristi navn.