Mange unge føler sig smigret ved, at han er blevet dygtig med en medfødt gave, skønt den dygtighed, han mener, han har, kun kan opnås gennem flittig oplæring og opdyrkning, ved at lære Kristi ydmyghed og sagtmodighed. Når man tror at man har naturlige gaver, tror man det ikke at sindet er nød til at mestre sine lektier; for før han er klar over det, er han hurtigt i Satans snare. Gud tillader, at han bliver angrebet af fjenden, for at han må kunne indse sin egen svaghed. Han får lov til at begå en absolut fejl og bliver udsat for en pinlig ydmygelse. Men når han vrider sig under en følelse af sin egen svaghed, bliver han ikke dømt hårdt. (305) Dette er tidspunktet frem for alt andet, hvor han behøver en klog rådgiver, en sand ven, som har karakterdømmekraft. Dette er det tidspunkt, hvor han trænger til en ven, som ledes af Guds Ånd, og som tålmodigt og troligt vil tage sig af den vildfarende, og opløfte sjælen, som er nedbøjet. Han bør ikke reddes ved hjælp af smiger. Ingen er autoriseret til at uddele denne falske sataniske gift til sjælen. Han må snarere vises hen til de første trin på stigen, og hans vaklende fødder bør stå på det nederste trin af stigen til fremgang. Peter siger: “Sæt netop derfor al iver ind på i jeres tro at vise dyd, i dyden indsigt, i indsigten afholdenhed, i afholdenheden udholdenhed, i udholdenheden gudsfrygt, i gudsfrygten broderkærlighed og i broderkærligheden kærlighed til alle. Thi når dette findes hos jer og stadig tager til, så tillader det jer ikke at være uvirksomme eller ufrugtbare i erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus.”