Efter at Nehemias havde fået så stor en indflydelse over den monark, ved hvis hof han levede, og over sit folk i Jerusalem, fremlagde han sagen, akkurat som den var, i stedet for at tilskrive sig ros for sine egne udmærkede karaktertræk, sine fortræffelige evner og sin energi. Han erklærede, at hans fremgang skyldtes Guds gode hånd, som vejledede ham. Han satte sin lid til den sandhed, at Gud var hans beskytter i enhver indflydelsesrig stilling. Han priste Gud for den kraft, der virkede i ham og gav ham de karaktertræk, som var årsag til den gunst, der blev vist ham. .....