Medens Peters henrettelse blev udskudt, med forskellige påskud, indtil efter Påsken, havde Kristi kirke tid til dyb hjerteransagelse og alvorlig bøn. Stærke bønner, tårer og faste blev blandet med hinanden. De bad uden ophør for Peter; de følte at han ikke kunne spares fra det kristne arbejde; og de følte at de var komme til et punkt, hvor Kristi kirke, uden Guds særlige hjælp, ville uddø.