Satan anstrengte sig forgæves for at udslette Kristi kirke ved vold. Den store strid som Jesu disciple overgav deres liv, ophørte ikke når disse trofaste standard-bærere faldt på deres poster. Ved nederlaget sejrede de. Guds arbejdsfolk blev slået ihjel, men Hans værk gik støt fremad. Evangeliet fortsatte med at udbredes, og antallet af dens tilhængere voksede. Den banede sig vej til utilgængeligelige regioner, endog til til Roms ørne. En kristen, der bebrejdede en af de hedenske herskere, der ville fremskynde forfølgelsen, sagde: Du kan »dræbe os, torturere os, domfælde os. . . . Din uret er bevis på at vi uskyldige. . . . Din grusomhed gavner heller ikke dig.« Men dette var en stærkere indbydelse til at få andre til at forfølge. »Jo oftere vi slås ned af dig, des flere bliver vi; de kristnes blod er sæden.«