Da Adams synd styrtede menneskeslægten ud i en håbløs elendighed, kunne Gud have afskåret sig fra de faldne væsener. Han kunne have behandlet dem, som syndere fortjente at blive behandlet. Han kunne have befalet Himmelens engle at udøse hans vredes skåler over dem. Han kunne have fjernet denne mørke plet fra sit himmelrum. Men han gjorde ikke dette. I stedet for at bandlyse dem fra sin nærhed, kom han den faldne slægt endnu nærmere. Han gav sin Søn hen til at blive kød og blod ligesom vi. ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, ..... fuld af nåde og sandhed.” Gennem sit menneskelige slægtskab med mennesker drog Kristus dem nærmere til Gud. Han iklædte sin guddommelige natur menneskeskikkelse og beviste overfor de ikke faldne verdener, hvor højt Gud elsker menneskenes børn.