Jesus sagde, at når tanken om noget ondt elskes og næres, hvor hemmeligt det end sker, så viser det, at synden stadig hersker i hjertet. Sjælen er stadig fuld af galde og i syndens lænker. Den, som finder fornøjelse ved at dvæle ved urene forestillinger, som giver efter for onde tanker eller lystne blikke, kan i den åbenlyse synd med dens byrde af skam og hjerteskærende sorg se beskaffenheden af den ondskab, som han havde skjult i sjælens dyb. Fristelsens stund, hvor man muligvis begår en forfærdelig synd, skaber ikke det onde, som åbenbarer sig, men den udvikler og virkeliggør det, som lå skjult i hjertet. Som en mand ”tænker i sit hjerte, sådan er han,” thi livet har sit udspring i hjertet. Det hjerte, hvor Kristus bor, vil være så fyldt og så mættet af hans kærlighed, at det ikke vil være opslugt af længsel efter at tiltrække sig deltagelse og opmærksomhed. Og når sjælen har overgivet sig til Gud, kan hans visdom udrette det, som menneskelig visdom ikke kan gøre.