De kender den stemme, som gennemtrænger de dødes øren. Hvor ofte har den ikke blidt og kaldende opfordret dem til at angre! Hvor ofte har de ikke hørt den i en vens, en broders, en frelsers rørende bønner! Ingen anden kunne være så fordømmende og truende som denne stemme, der så længe har bedt dem: »Vend om, vend om fra eders onde veje! Hvorfor vil I dø?« Ez 33, 11. De ønsker brændende, at det havde været en fremmeds stemme, de hørte! Jesus siger: »Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det, men I lod hånt om alt mit råd og tog ikke min revselse til jer...« Ordsp 1,24- 25. Den stemme vækker minder, som de gerne ville udslette - minder om advarsler, som de lod hånt om, tilbud, som de afslog, og løfter, som de foragtede. . . .