Vor første pligt over for Gud og vore medmennesker består i personlig udvikling. Enhver evne, vor skaber har skænket os, bør opøves til den højeste grad af fuldkommenhed, for at vi kan blive i stand til at gøre mest muligt godt. Derfor er den tid, der bruges til at grundlægge og bevare legemlig og sjælelig sundhed, vel anvendt. Vi har ikke råd til at hæmme eller svække en eneste af sindets eller legemets funktioner ved at overanstrenge eller misbruge en del af den levende organisme. Gør vi det, vil vi med sikkerhed komme til at lide under følgerne.2