De, der læser Den hellige Skrift, som var det Guds stemme, der talte til dem, er i besiddelse af sand lærvillighed. De skælver ved Guds stemme, som for dem er en levende virkelighed. De åbner deres sind for Guds undervisning og beder om nåde til at kunne dygtiggøre sig til hans tjeneste. Når den sandhedssøgende får den himmelske fakkel i hånden, vil han se sin egen skrøbelighed og ufuldkommenhed, det håbløse i at finde retfærdighed hos sig selv. Han ser intet hos sig selv, der kan anbefale ham hos Gud. Han beder Helligånden, Kristi repræsentant, om at være ham en stadig vejleder til hele sandheden. Han gentager løftet: »Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting.« . . .