Vi lever i en tidsalder, hvor det meste virker overfladisk. Der er kun en antydning af stabilitet og karakterfasthed, fordi børnenes oplæring er overfladisk lige fra vuggen af. Deres karakter bygger på kviksand. Hverken selvfornægtelse eller selvkontrol har fået lov til at præge deres karater. De er så forkælede og forvænte, at de ikke kan gøre nogen nytte i det praktiske liv. En trang til fornøjelser kontrollerer deres tankegang, og børnene bliver ødelagt med smiger og eftergivenhed. I deres opdragelse må børn forberedes på at møde fristelser og regne med prøvelser og farer. De må oplæres til selvbeherskelse og til at overvinde vanskeligheder på hæderlig vis. Hvis de ikke med vilje udsætter sig for farer, eller unødigt udsætter sig for fristelser, men undgår dårlig indflydelse og faretruende selskab, og så alligevel ikke kan undgå at komme i dårligt selskab, har de karakterstyrke nok til at stå for det, der er ret, og vil kunne holde fast ved principper, så de i Guds styrke kan bestå i moralsk renhed. Hvis de unge med den rette uddannelse stoler fuldstændig på Herren, vil deres moralske styrke bestå den hårdeste prøve. . . .