Genløseren tømmer den bitre kalk lige til bunden i dette forfærdelige mørke, som lægger sig over hele naturen. Han ser ikke engang det lyse håb og tilliden til den sejr, som i fremtiden skal blive hans del, da han råber med høj røst: «Fader! i dine hænder betror jeg min ånd.«77 Han kender sin Faders karakter, hans retfærdighed, hans barmhjertighed og hans store kærlighed, og i underkastelse overgiver han sig i hans hænder.