Dette slavefolk skulle oplæres af Gud. Jesus Kristus, som var indhyllet i sky- og ildstøtten, var deres usynlige leder, hersker over alle deres stammer, og Moses var Guds talerør. I fyrre år herskede Gud over dem, da de rejste gennem ørknen. Men det hebræiske folk var ikke kun et folk som havde været i grusom trældom, og hvis sukke var kommet hærskares Herre for øre. Herren Israels Gud så på den utallige folkeskare som blev holdt i slaveri i de Forenede Stater i Amerika. De Forenede stater har været tilflugt for fortrykte. De har været omtalt som religionsfrihedens bastion. Gud har gjort mere for dette land end for noget andet land som solen skinner på. Det er blevet bevaret utroligt fra krig og blodsudgydelse. Gud så at slaveriets skamplet på dette land, Han bemærkede de lidelser som det farvede folk klarede. Han bevægede menneskenes hjerter til at arbejde for dem som blev undertrykt så grusomt. Sydstaterne blev en frygtelig slagmark. Gravene til de amerikanske sønner som havde meldt sig for at udfri den undertrykte race er tyk i sin jord. Mange faldt i døden, gav deres liv for at proklamere frihed for fanger og åbnede fængslet for dem som var bundet. Gud talte om det farvede folks fangenskab, lige så sandelig som Han gjorde om de Hebræiske fanger, og sagde: »Jeg har visselig set mit folks pinsler . . ., jeg har hørt deres klageskrig over deres undertrykkere, ja, jeg kender deres lidelser; og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens hånd.« Herren arbejde på at befri Sydstaternes slaver; men Han havde til hensigt at arbejde endnu længere for dem, ligesom Han gjorde med Israels folk, som Han tog frem for at uddanne, forfine og forædle dem. Kristus selv arbejdede med Sine udpegede ledere, og viste dem hvad de skulle gøre for Hans folk, som var blevet så frygteligt ydmyget. De blev holdt adskilt fra andre folk, og styret og rådført, indtil den guddommelige karakter viste sig rigtigt, de skulle til at kende Gud, og ære og adlyde Hans bud.