Som så mange i dag, var Paulus, før sin omvendelse tryg ved den religion som var en arv fra fædrene. Men grundlaget for hans tryghed var en løgn. Det var en tro uden Kristus, for han stolede på former og ceremonier. Hans nidkærhed for loven havde ingen forbindelse med Kristus og var derfor værdiløs. Han påstod at han var uforanderlig i sin overholdelse af loven, men han ville ikke have noget at gøre med Kristus som gav loven værdi. Han var sikker på at han havde ret. Han siger: "Vel har jeg selv været af den mening, at man burde gøre meget for at bekæmpe Jesu, nazaræerens, navn, og det gjorde jeg i Jerusalem. Jeg fik fuldmagt fra ypperstepræsterne og lod mange af de hellige sætte i fængsel, og når de skulle henrettes, stemte jeg for det." (Apg 26,9-10). En tid gjorde Paulus meget ondt. Samtidig troede han at han gjorde Gud en tjeneste, for han siger at han i sin vantro ikke vidste hvad han gjorde (1Tim 1,13). Men hans oprigtighed kunne ikke undskylde det han gjorde. Den gjorde ikke løgnen til sandhed.