Han lærte alle at betragte sig selv som indehavere af dyrebare talenter, som, hvis de blev anvendt på rette måde, ville kunne sikre dem evige rigdomme. Han bortryddede al forfængelighed fra livet, og gennem sit eget eksempel lærte han dem, at hvert eneste øjeblik rummer muligheder, som kan få følger helt ind i evigheden; at tiden skal vogtes som en skat og anvendes til hellige formål. Han forbigik ikke noget menneske som værdiløst, men prøvede at anvende den frelsende lægedom til hver eneste sjæl. I hvilken slags selskab han end befandt sig, forkyndte han en lære, der harmonerede med tidspunktet og omgivelserne. Han søgte at indgyde de mest rå og mindst lovende nyt håb ved at foreholde dem, at de kunne blive udadlige og skyldfri og opnå at få en karakter, som ville tilkendegive, at de var Guds børn. Mange gange traf han nogle, der var kommet under Satans herredømme, og som ikke havde kraft til at bryde ud fra hans garn. Til et sådant menneske, der havde tabt modet o: var sygt, fristet og fortabt, kunne Jesus tale inderligt medlidende ord, netop de ord, der tiltrængtes og kunne forstås. Han mødte andre, der var i nærkamp med sjælefjenden. Disse opmuntrede han til udholdenhed og forsikrede dem om, at de ville vinde sejr; thi Guds engle stod på deres side og ville give dem sejren.