En fejlende ung mand, som behøvede sympati. - Jeres breve har jeg læst med interesse og sympati. Jeg vil sige, at jeres søn nu trænger til en fader som aldrig før. Han har fejlet; I ved det, og han er klar over, at I ved det; og det, I uden videre kunne have sagt til ham, da han var uskyldig, uden at det havde fået uheldige følger, vil nu virke uvenligt og skarpt. . . . Jeg ved, at forældre føler dyb skam, når deres barn vanærer dem ved at gøre noget forkert; men sårer og støder den fejlende sine jordiske forældre mere, end vi som Guds børn støder vor himmelske Fader, som har vist os og stadig viser os sin kærlighed, idet han indbyder os til at vende om og angre vor synd og uretfærdighed, og som vil tilgive os vore overtrædelser?