Prædikanter og lærere bør huske, at Gud holder dem ansvarlige for at udfylde deres stilling så godt som de på nogen måde kan, og sætte deres bedste kræfter ind i arbejdet. De skal ikke påtage sig pligter som er i strid med det arbejde Gud har givet dem. Når prædikanter og lærere, under et stadigt pres af økonomiske byrder og forpligtelser, går frem til talerstolen eller kommer til klasseværelset nedslidte og trætte, med bankende hoved og overanstrengte nerver, kan man ikke forvente andet en at vanhellig ild bliver brugt i stedet for den hellige ild som Gud selv har tændt. Den tvungne, skrøbelige indsats er en lidelse for taleren og skuffer tilhørerne. Han har ikke haft tid til at søge Herren, ingen tid til i tro at bede om en salvelse af Den Hellige Ånd. Skal vi ikke forandre denne måde at arbejde på?