Der findes et begreb, som kaldes kærlighed, der gerne vil lære os at rose og smigre vore kammerater og ikke ærligt fortælle dem om deres fare og advare og råde dem til deres eget bedste. Denne kærlighed stammer ikke fra Himmelen. Vore ord og handlinger burde være alvorlige og indtrængende, særlig over for dem, der forsømmer deres sjæls frelse. Hvis vi hævder at være Guds sønner og døtre, burde vi handle sådan mod de vantro, at vore sjæle ikke ville være skyld i deres blod, når vi møder dem på opgørets store dag. Hvis vi gør fælles sag med dem i letsindighed, spøg og forlystelsessyge eller i noget som helst, der kan bandlyse alvoren fra sindet, siger vi dem stadig ved vort eksempel: "Fred, fred; lad jer ikke forstyrre. Der er ingen grund til at blive forskrækket." Dette er det samme som at sige til en synder: "Det skal nok gå dig godt!"