Havde disciplene kunnet følge Jesu himmelfart i al dens ubeskrivelige herlighed, ville de ikke have tålt at se det. Havde de set de utallige engle og hørt de sejrsudbrud, der lød fra Himmelens mure, da de ældgamle døre blev løftet, ville forskellen mellem denne herlighed og det liv, de selv levede i en prøvelsernes verden, have været så stor, at de næppe ville have været i stand til igen at bære jordelivets byrder ..... Deres sanser måtte ikke blive så betaget af Himmelens herlighed, at de tabte Kristi karakter her på jorden af syne, den karakter, som de selv skulle efterligne. Hans livs skønhed og majestæt, alle hans egenskabers fuldkomne harmoni, og den hemmelighedsfulde forening af det guddommelige og det menneskelige i hans natur skulle de have klart og tydeligt for øje. Det var bedst, at disciplenes jordiske bekendtskab med deres frelser sluttede på den højtidelige, stille og ophøjede måde, som det gjorde. Hans synlige bortgang fra jorden var i samklang med hans ydmyge, stille liv.