Når ørnen stræber efter at nå hjem til reden, trænger stormen den ofte ned i de trange bjergpas. Sorte, uhyggelige skyformationer skjuler de sol beskinnede højder for den, hvor den har anbragt sin rede. En stund synes den forvildet og flagrer hid og did, den basker med sine stærke vinger, som ville den feje de tætte skyformationer bort. Den vækker bjergets duer med sine vilde skrig idet den forgæves søger at finde en vej ud af sit fængsel. Til sidst farer den opad, lige ind i de mørke skyer; og et øjeblik senere lyder et hæst triumfskrig, idet den dukker frem i det klare sollys oppe over skyerne. Nu er mørket og stormen nedenunder, og himlens lys skinner på den. Den når sit elskede hjem på den stejle klippetop og er tilfreds. Det var gennem mørket den nåede frem til lyset. Det kostede den en anstrengelse, men den får belønning, idet den når målet for sin stræben.