Det er sandt, at I på en måde nærer en vis ængstelse for deres sjæle, som I holder af. I forsøger måske på at åbne sandhedens skatkamre for dem og fælder I jeres iver tårer for deres frelse; men når jeres ord synes at have kun liden virkning og der ikke er noget synligt svar på jeres bønner føler I næsten lyst til at kritisere Gud, fordi jeres arbejde ikke bærer frugt. I synes, at jeres kære har særlig hårde hjerter, og at de ikke påvirkes af jeres anstrengelser, men har I alvorligt betænkt, at fejlen kan ligge hos jer selv? Har I tænkt over, at I med den ene hånd river ned, hvad I med den anden søger at bygge op?