Vi giver vor tid og vore tanker til de dagligdags og almindelige ting i verden og forsømmer de store interesser, der knytter sig til det evige liv. Forstandens rige evner forringes og svækkes af mangel på indøvelse i emner, der er værdige til at koncentrere sig om. »Alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke! ...« Når vi dvæler ved vort guddommelige forbilledes fuldkommenhed, vil vi ønske at blive fuldkommen forvandlede, fornyede og til at ligne ham i renhed. Vi er kaldede til at komme bort fra verden og skille os ud fra den, så vi kan blive den Højestes sønner og døtre.