Jo mere man ser af Guds væsen, jo mere ydmyg bliver man, og jo mindre regner man sig selv for. Dette er i sandhed beviset for, at man ser Gud, og at man har samfund med Jesus Kristus. Hvis vi ikke er ydmyge og sagtmodige, kan vi ikke med sandhed hævde, at vi har fattet noget af Guds væsen. Mennesker kan måske mene, at de er i besiddelse af en overlegen begavelse. Deres store evner, deres udmærkede uddannelse, deres veltalenhed, virkelyst og nidkærhed kan virke blændende, fryde fantasien og vække beundring hos dem, der ikke kan gennemskue overfladen, men hvis der ikke er knyttet ydmyghed og beskedenhed til disse andre gaver, vil man se selvforherligelse og selvophøjelse. Hvis ikke enhver evne er viet til Herren, hvis ikke de, som har fået gaver betroet af Herren, søger den nåde, som alene kan gøre deres dygtighed velbehagelig for Gud, så vil Herren betragte dem som. . . unyttige tjenere. »Offer for Gud er en sønderbrudt ånd; et sønderbrudt, sønderknust hjerte agter du ikke ringe, o Gud.« .., De, hvis hjerte er smeltet og ydmygt, som har set den herlige tilkendegivelse af Guds væsen, vil ikke udvise tankeløs formastelighed. ... Selvet vil forsvinde i bevidstheden om Guds vidunderlige herlighed og deres egen uværdighed. Alle de, der værdsætter lykke og hellighed sammen med Gud... vil ikke lade noget ugjort, hvis de blot kan se et glimt af hans herlighed. Alle vegne og under alle forhold vil de bede til Gud om lov til at få ham at se. De vil få det ydmyge og angerfulde sind, som bæver ved at høre Guds ord.