Stemmen ryster himmelen og Jorden. Der kommer et vældigt jordskælv, »som der ikke har været mage til, siden der kom mennesker på Jorden«. Åb 16, 18. Hele himmelhvælvingen synes at åbne og lukke sig. Herligheden fra Guds trone synes at bryde igennem. Bjergene skælver som siv for vinden, og store klippeblokke kastes til alle sider. Der lyder et brøl som af et kommende uvejr. Havet piskes, så bølgerne rejser sig. Hvirvelstormens hvin lyder som røsten af onde ånder, der er på ødelæggelsestogt. Hele Jorden hæver sig og svulmer som havets bølger. Dens overflade sønderbrydes. Dens grundvolde synes at give efter. Bjergkæder synker i grus. Beboede øer forsvinder i havet. De havnebyer, som er blevet lige så syndige som Sodoma, opsluges af de vrede bølger. Babylon, den store stad, er blevet kommet i hu af Gud, og han rækker den »bægeret med sin vredes harmes vin«. »Centnertunge« hagl anretter stor ødelæggelse. Åb 16, 19. 21. Jordens stolteste byer går til grunde. De fyrstelige paladser, på hvilke verdens store har ofret vældige summer for at forherlige sig selv, falder i ruiner for deres øjne. Fængselsmure styrter sammen, og Guds folk, som har været holdt indespærret for deres tros skyld, sættes i frihed. {DSS 563. 564}