Efter at Adam var blevet forvist fra Eden, var hans liv på Jorden fuldt af sorg. Hvert visnende blad, hvert offerdyr, alt, hvad der skæmmede den skønne natur, og hver plet på menneskets renhed mindede ham på ny om hans synd. . . . I næsten tusind år udholdt han tålmodigt og ydmygt straffen for sin overtrædelse. Han angrede oprigtigt sin synd og satte sin lid til den forjættede frelsers fortjenester, og han døde i håbet om opstandelsen. Guds Søn genoprettede, hvad der gik tabt ved menneskets nederlag og fald, og takket være Kristi soning får Adam nu atter det herredømme, han mistede, tilbage. {DSS 571. 572} |