Frelseren bliver ophøjet, fordi han ikke døde forgæves. Med glade, frydefulde hjerter skal de, som har været Guds medarbejdere, se de fortabte, døende syndere, som deres sjæl har haft møje for, og de skal mættes. De angstfulde timer, de har tilbragt, de indviklede tilstande, de kom ud for, deres hjertesorg, når nogen ikke ville se og forstå, hvad der tjente til deres fred, det er alt sammen glemt. Den selvfornægtelse, de udviste for at støtte arbejdet, huskes ikke mere. Når de ser på de mennesker, de søgte at vinde for Jesus, og ser dem frelst, evigt frelst, som vidnesbyrd om Guds barmhjertighed og en genløsers kærlighed, da genlyder himmel hvælvingerne af lovprisning og taksigelse. {RH 10. okt. 1907}