Jeg så, at nogle endnu næppe ved, hvad selvfornægtelse og opofrelse er, eller hvad det vil sige at lide for sandhedens skyld. Men ingen vil kunne indgå i Himmelen uden at ofre noget. En selvfornægtelsens og opofrelsens ånd må opelskes. Nogle har ikke ofret sig selv, deres legeme, på Guds alter. De ligger under for et heftigt, ustadigt sind, tilfredsstiller deres lyster og varetager deres egne interesser uden hensyn til Guds sag. De, der er villige til at ofre noget for det evige liv, vil opnå det; og det vil være værd at lide for, værd at korsfæste jeg' et for og at opofre enhver afgud for. Den evige vægt af herlighed uden mål og måde opsluger alt og stiller enhver jordisk glæde i skyggen. {IVM 22-24}