Selvtilfredshed og selvgodhed er ved at dræbe det åndelige liv. Selvet ophøjes, og selvet tales der om. O måtte selvet dog dø! »Jeg dør daglig,« sagde apostlen Paulus. Når denne stolte, brovtende selvgodhed, denne behagelige selvtilfredshed gennemtrænger sjælen, er der ingen plads til Jesus. Han får en underordnet position, medens jeg'et svulmer op og bliver betydningsfuldt, indtil det til sidst fylder hele sjælens tempel. Dette er grunden til, at Herren kun kan gøre så lidt for os. Hvis han lod planerne lykkes, ville redskabet tillægge sin egen kløgt, sin visdom og sin dygtighed al æren og rose sig selv, ligesom farisæeren: »Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af hele min indtægt.« Hvis selvet blev skjult i Kristus, ville det ikke så tit komme op til overfladen. . . .