En guddommelig medlidenhed viste sig i Guds Søns ansigtsudtryk, da han et eneste øjeblik lod blikket dvæle ved templet og derefter ved sine tilhørere. Med en røst, der var halvkvalt af sjælevånde og bitre tårer, udbrød han: »Jerusalem! Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt tit dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke!« Dette er afskedskampen! I Kristi klageråb er det Guds eget hjerte, som udøser sig. . . .