Herren vil velsigne menigheden rigt, hvis dens medlemmer oprigtigt forsøger at vågne op fra denne farlige lunkenhed. Det sanddru vidne peger i sit alvorlige budskab til menighederne på en forfængelig religion, på ord uden livskraft og en karakter uden moralsk styrke og advarer dem imod stolthed, verdslighed, formalisme og selvtilstrækkelighed. . . . Men disse opmuntrende ord gives til de beskedne, de lidende, de trofaste og de tålmodige, som er klar over deres svaghed og utilstrækkelighed: »Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig«.. . .