De frelste vil møde og genkende dem, hvis opmærksomhed de har henledt til den ophøjede frelser. Hvilken velsignet samtale de vil få med disse sjæle! ”Jeg var en synder,” vil en sige, ”uden Gud og uden håb i verden, og du kom til mig og viste mig hen til den dyrebare frelser som mit eneste håb. Og jeg troede på ham. Jeg angrede mine synder, og der blev givet mig plads med ham og hans hellige i den himmelske verden, i Kristus Jesus, ”Andre vil sige: ”Jeg var en hedning i et hedensk land. Du forlod dine venner og dit hyggelige hjem og kom ud for at lære mig, hvordan jeg kunne finde Jesus og komme til at tro på ham som den eneste sande Gud. Jeg ødelagde mine afguder og tilbad Gud, og nu ser jeg ham ansigt til ansigt. Jeg er frelst, evigt frelst, for altid at skue ham, som jeg elsker. Dengang så jeg ham kun med troens øje, men nu ser jeg ham, som han er. Over for ham, som elskede mig og har løst mig fra mine synder med sit blod, kan jeg nu udtrykke min taknemmelighed for hans frelsende nåde. |