Adam og Eva kunne se Guds visdom og herlighed i ethvert græsstrå og i enhver busk og blomst. Den naturlige skønhed, som omgav dem, genspejlede deres himmelske Faders visdom, fuldkommenhed og kærlighed. Deres takke og lovsange steg blidt og fulde af ærefrygt mod himmelen i harmonisk samklang med de ophøjede engles sang og med de muntre fugles, som ubekymret kvidrede deres glade sange. Der fandtes ingen sygdomme, forkrænkelighed eller død. Der var liv og sundhed i alt, hvad øjet hvilede på. Selve atmosfæren åndede liv. …. Adam kunne se tilbage på, at han var skabt i Guds billede for at være ham lig i retfærdighed og hellighed. Hans forstand kunne til stadighed udvikles, udvides, forædles og højnes, for Gud var hans lærer, og englene var hans omgangsfæller.