Da al håb udelukkes fra Adam og Eva som konsekvens af overtrædelse og synd, når retfærdighed kræver synderens død, så gav Kristus Sig selv som et offer for verdens synd. Verden var under dom. Kristus blev stedfortræder og sikkerhed for mennesker. Han vil give Sit liv til verden, som repræsenteres som det fortabte får, der er faret vild fra folden, hvis skyld såvel som hjælpeløshed blev pålagt dem, og stod i vejen, og forhindrede deres hjemkomst. ”Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder.” ”Vi fór alle vild som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod den skyld falde på ham, der lå på os alle.” Enhver søn og datter af Gud vil, hvis vi har en varig Frelsere, udvirke Kristus. (284) Enhver sjæl som ikke har en blivende Frelser, vil åbenbare det samme i ikke-Kristi lighed i karakter. Der værnes ikke om kærligheden og den bruges ikke. ”Løft Ham op, den opstandne Frelser,” i vore ord, i vor samtale, i vor omgang med den fejlende.