Præsterne og herskerne i rådet besluttede at føre anklage mod dem for oprør og for at slå Ananias og Safira ihjel (Apg 5,1-11), og gå sammen for at fratage præsterne deres autoritet og tage livet af dem. De stolede på at hoben ville opildnes til at tage sagen i hånd og behandle apostlene sådan som de gjorde med Jesus. De var klar over at mange som ikke accepterede Kristi lære var trætte af de jødiske myndigheders egenmægtige regler, og ivrige efter en vis forandring. Hvis disse personer blev interesseret i og grebet af apostlenes tro, at anerkende Jesus som Messias, frygtede de at hele folkets vrede ville rejse sig imod præsterne, som skulle stå mål for mordet på Kristus. De besluttede at der skulle tages store forhåndsregler for at forhindre dette. Til sidst sendte de bud efter de fanger de troede de havde, at de skulle fremstilles for dem. De blev meget forbavsede da de fik besked tilbage om at fængselsdørene var befæstnet sikkert og sat vagter foran dem, men fangerne var ingen steder.