Det var umuligt at plagerne kunne udgydes medens Jesus gjorde tjeneste i helligdommen; men da Hans værk var fuldbragt, og Hans mellemkomst lukker, var der intet til at holde Guds vrede, og den bryder med raseri over skyldige synderes utildækkede hoveder, som har ringeagtet frelsen og hadet irettesættelse. I den frygtelige stund, efter at Jesu mellemkomst var afsluttet, levede de hellige for øjnene af en hellig Guds øjne uden en mellemmand. Enhver sag var afgjort, og enhver juvel var blevet talt. Jesus tøvede et øjeblik i den himmelske helligdoms ydre afdeling, og de synder som var blevet bekendt, da Han var i det allerhelligste, var på Satan, syndens ophavsmand, som måtte lide deres straf. [Bemærk.- Denne lidelse Satan har, er på ingen måde en indirekte forsoning. Som det fremgår i et tidligere kapitel: »Som menneskets stedfortræder og sikkerhed, blev menneskenes syndighed lagt på Kristus.« (Se s. 225.) Men efter at dem som accepterer Kristi offer er blevet genløst, er det visselig netop at satan, syndens ophavsmand, skal lide den endelige straf. Som Mrs. White har sagt et andet sted: »Når forsoningsarbejdet i den himmelske helligdom er fuldført, så vil det sættes på Satan under Guds og himmelske engels og den genløste skares tilstedeværelse; han vil erklæres for skyldig for alt ondt som han har fået dem til at begå.« - Den store strid, 658.-redaktørerne.]