Intet sprog kan beskrive dette herlige sceneri. Den levende majestætiske sky og uovertruffet herlighed kom stadig nærmere, og vi kunne klart beskue Jesu elskelige person. Han bar ikke en krone af torne, men en krone af herlighed hvilede på Hans hellige pande. På Hans vest og lårbeklædning stod der skrevet, kongernes Konge, og herrens Herre. Hans ansigt var klar som middagssolen, Hans øjne var som flammende ild, og Hans fødder så ud som rent kobber. Hans røst lød som mange musikinstrumenter. Jorden skælvede over for Ham, himlene veg bort som en bogrulle, der rullede sammen, og alle bjerge og øer bevægede sig fra deres steder. »Og jordens konger og stormændene og hærførerne og de rige og de mægtige og alle trælle og frie skjulte sig i huler og mellem bjerge og klipper, og de sagde til bjergene og klipperne: »Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede! Thi deres vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?« Åbenbaringen 6,15-17.