Mennesket er sat i en verden med sorg, bekymring og rådløshed. Det er sat her for at blive stillet på prøve ligesom Adam og Eva, så det kan udvikle en retlinet karakter og skabe harmoni, hvor der var disharmoni og forvirring. Der er meget for os at gøre, som virkelig er af betydning. ... Og der er meget, vi har at glæde os over. Vi er i Kristus blevet forenet med Gud. Hans barmhjertighed sætter os under en stadig forpligtelse; men skønt vi føler os uværdige til hans nådesbevisninger, må vi påskønne selv den mindste af dem. {5T 310. 311} |