Vi må ikke forblive i en situation, hvor vi er tilfredse og holder op med at gøre fremgang, og siger: »Jeg er frelst.« Hvis man nærer en sådan ide, vil bevæggrundene til at våge, bede og gøre en alvorlig anstrengelse for at gå fremad for at nå højere mål ophøre med at eksistere. Ingen helliggjort tunge vil blive fundet, som udtaler disse ord, før Kristus kommer og vi går ind gennem portene i Guds stad. Da kan vi med den største berettigelse give Gud og Lammet ære for en evig forløsning. {Væ 71-73}