Og så blev han, som havde stået ved min side i seksogtredive år, . . . taget bort. Vi havde stået skulder ved skulder i arbejdet, men vi måtte folde stridsmandens hænder og lægge ham til hvile i den tavse grav. Atter var sorgen meget tung for mig, men bagefter blev trøstebægeret rakt mig. Jesus er dyrebar for mig. Han var ved min side. . . og han vil være ved jeres side. Når vore venner går i graven, er de så gode. Det er måske far eller mor, vi må lægge til hvile; men når de kommer frem, vil alle disse rynker ikke være der, men skikkelsen vil være der, og vi kender dem. ...