Betydningen af Kristi sejr. - Efter dåben blev Kristus af Ånden ført op i ørkenen. Han havde påtaget sig menneskelighed, og Satan pralede af at kunne besejre ham, ligesom han havde besejret stærke mænd før i tiden, og han angreb ham med de samme fristelser, som blev årsagen til menneskets fald. Det var i denne verden, at den store strid mellem Kristus og Satan skulle afgøres. Dersom fristeren kunne få held til at overvinde Kristus bare på et eneste punkt, så måtte verden overgives til undergang. Satan ville have magt til at knuse Guds Søns hoved, men kvindens sæd skulle knuse slangens hoved, dvs. Kristus skulle tilintetgøre fyrsten over mørkets magter. Kristus fastede fyrretyve dage i ørkenen. Hvorfor gjorde han det? Var der noget i Guds Søns karakter, der fordrede så stor en ydmygelse og lidelse? Nej. Han var syndfri. Hele denne ydmygelse og bitre sjælekval udholdt han for det faldne menneskes skyld, og vi vil aldrig kunne forstå, hvor frygtelig en synd det er at føje en forvendt appetit, før vi forstår den åndelige betydning af Guds Søns lange faste. Aldrig vil vi kunne fatte appetittens magt og trældom, før vi forstår karakteren af Frelserens kamp for at overvinde Satan og dermed sætte mennesket i den fordelagtige stilling, hvor det i kraft af Kristi blods fortjeneste kan blive i stand til at modstå mørkets magter og selv vinde sejr.